Skip directly to content

Fup eller fakta

FUP ELLER FAKTA OM FLÅTER

Der knytter sig mange myter og megen gammel folketro til skovflåter og de sygdomme, som de udbreder Kig nærmere på påstandene og udvid din viden om flåter.

Faren for flåter lurer i skov og krat?

FUP/FAKTA Flåter trives bedst på skyggefulde og fugtige steder.

Skovflåten trives bedst i undervegetation og på jorden. Stik imod den almindelige opfattelse lader flåten sig heller ikke falde ned fra et træ i nakken på en intetanende forbipasserende, men kravler op fra jorden ad et græsstrå mod sit bytte og griber i ca. 20 centimeters højde med sine forlemmer fat i en forbipasserende, der strejfer strået.

Flåter bevæger sig kun om sommeren?

FUP Termometeret er et bedre redskab til at følge flåten end kalenderen. Når man studerer forekomsten af borrelia-infektion og TBE, fremgår det dog, at flåternes aktivitet topper i august. Ikke desto mindre kan flåterne blive aktive allerede i marts-april, hvis dagtemperaturen kommer op over fem grader. I praksis kan man støde på flåter, ligeså snart sneen er væk.

En god måde at fjerne flåten på er at komme smør på den?

FUP Fedt kvæler skovflåten og kan få den til at ”kaste op”, altså tømme sit maveindhold ind i huden, hvilket kan forøge faren for smitte med borrelia. En flåt skal fjernes med en flåttang eller en pincet med smalle spidser. Man griber fat om skovflåtens hoved med et rask greb og trækker den derefter lige væk fra huden, uden at dreje rundt.

Lad flåten suge færdig, inden du fjerner den?

FUP Skovflåten er typisk en god uge om at suge blod, sommetider endnu længere tid. Det er ikke nogen god ide at vente til den er færdig med at indtage føde, for jo længere skovflåten bliver siddende på huden, jo mere sandsynligt er det, at den når at smitte med borrelia. I det første døgn er risikoen for borrelia-smitte meget lille. Derimod smitter flåtoverført hjernebetændelse (TBE) på få minutter.

Er man blevet bidt af en skovflåt, er en antibiotikakur altid nødvendig?

FUP Kun en del af flåterne bærer borrelia, og kun en del af de skovflåter, der bærer bakterien, overfører den til sin vært. Den generelle anbefaling er, at et flåtbid behandles, hvis der kommer symptomer. Et symptomfrit bid kræver ingen forholdsregler. Drøft det med din læge.

Flåten kan komme hjem på dyrs pels og flytte sig til et menneske?

FAKTA Hunde og katte samler let flåter op i græsmarker og buskadser. En skovflåt, der ikke har sat sig fast, kan let vandre videre og kan flytte sig til f.eks. sengetøj og derfra til et menneske. Hvis skovflåten allerede har sat sig fast på et dyr, er det usandsynligt, at den løsner sig og flytter over på et menneske.

5 fakta: Om flåtens liv

  • Skovflåten er et lille leddyr tilhørende gruppen af spindlere, og som voksen er den 3-4 millimeter stor.
  • Flåten trives bedst i skovrige og fugtige områder – f.eks. nåle- og løvskov – hvor der er tæt undervegetation. Flåten lever typisk i 2-4 år.
  • Flåten behøver et blodmåltid om året for at overleve.
  • Skovflåten kan hverken flyve eller springe. Den venter i undervegetationen på et passende værtsdyr, og griber fat i sit offers hår med forbenene.
  • Flåtsæsonen i Danmark begynder som regel i april-maj og varer til oktober-november alt afhængig af temperaturen. Flåterne er aktive ved temperaturer over 5°C.

5 fakta: Hvordan kan man undgå de sygdomme, der udbredes af flåter?

  • Undersøg huden dagligt, hvis du opholder dig i et risikoområde. Flåten sætter sig ofte fat på overkroppen hos børn. Tjek også i hovedbunden og bag ørerne. Der går ofte lidt tid inden flåten sætter sig fast og ved hyppige tjek, kan du være heldig at fjerne flåten inden da. Hvis flåten har bidt sig fast, kan det mindske risikoen for borrelia-infektion at fjerne flåten hurtigt.  Da TBE-virus overføres umiddelbart i forbindelse med biddet, vil hurtigt fjernelse ikke mindske risikoen for TBE.
  • Gå med tøj med lange ærmer og bukseben og med bukserne ned i sokkerne, når du færdes udendørs i naturen i risikoområder.
  • Husk, at flåterne også er aktive om efteråret.
  • Undersøg om dit rejsemål hører til TBE-risikoområderne.
  • Hvis du færdes eller bor i områder, hvor TBE forekommer, enten i Danmark eller udlandet, kan du overveje vaccination.

5 fakta: Hvad skal man gøre, hvis man opdager en flåt, der har bidt sig fast?

  • Fjern flåten fra huden hurtigst muligt med en pincet med smalle spidser eller en flåttang. Grib fat om flåtens bidedele så tæt på huden som muligt. Træk lige udad fra huden, lad være med at dreje rundt.
  • Lad være med at trykke flåten eller dække den med fedt.
  • Rens sårområdet med desinfektionsmiddel eller med vand og sæbe.
  • Hvis du ikke får fjernet hele flåten, så vent nogle dage, hvorefter resterne af flåten nemt kan fjernes med en pincet eller en ren nål.
  • Undersøg området, hvor flåten har bidt sig fast. Hvis der efter 1-4 uger udvikler sig et rødligt område med en diameter over 5 cm, eller hvis du får feber, hovedpine eller andre symptomer, så tag kontakt til en læge.

5 fakta: Om forebyggelse og behandling af flåtoverførte sygdomme 

  • Flåtoverført hjernebetændelse eller TBE (Tick-Borne Encephalitis) kan man beskytte sig imod ved at blive vaccineret.
  • Der er ikke nogen specifik behandling, der kan kurere flåtoverført hjernebetændelse. Flåtoverført hjernebetændelse kan forårsage alvorlige neurologiske symptomer.
  • Den mere almindeligt forekommende borrelia-infektion kan ikke forebygges med vaccine.
  • Borrelia-infektion kan derimod behandles med antibiotika.
  • Bare ét bid af en flåt kan smitte med flåtoverført hjernebetændelse eller borrelia.