Skip directly to content

Information om Borrelia

BORRELIA-INFEKTION ER MERE ALMINDELIGT I DANMARK

Borrelia-infektion er en anden flåtoverført sygdom. Den fremkaldes af en bakterie, der overføres ved flåtbid.  Borrelia-infektion er mere almindelig end TBE. Et par hundrede tusinde personer smittes årligt både i USA og i Europa. Der er også rapporteret tilfælde fra andre verdensdele. Det er endnu ikke muligt at blive vaccineret mod borrelia-infektion, men infektionen kan behandles med antibiotika. Man kan blive ramt af borrelia-infektion flere gange.

 

FJERN HURTIGT FLÅTEN

Omkring 10–20 % af skovflåterne bærer på borreliabakterier. I Danmark skønner man, at det er omkring 15 %. Det ser dog ud til, at risikoen for at blive syg af borrelia-infektion efter et enkelt flåtbid er forholdsvis lille. Det skyldes, at det tager nogle døgn for flåten at overføre smitten. Jo tidligere du opdager og fjerner skovflåten, desto mindre er altså risikoen for at blive smittet med borrelia-infektion.

 

HVILKE SYMPTOMER ER DE MEST HYPPIGE VED BORRELIA-INFEKTION?

Det mest almindelige tegn på borrelia-infektion er, at du omkring biddet kan se et rødt område, der vokser og bliver større end fem centimeter i diameter. Mærket opstår 1-4 uger efter flåtbiddet, og kan blegne fra midten og ud. Sommetider kan man føle sig sløj og måske have feber. Får du rødme på huden eller symptomer efter flåtbid, skal du kontakte din læge. 

 

BORRELIA-INFEKTION KAN BEHANDLES MED ANTIBIOTIKA

Borrelia-infektion kan også give symptomer fra centralnervesystemet, leddene og i nogle enkelte tilfælde fra hjertet. Symptomer fra nervesystemet kan være diffuse med hovedpine, sløjhed eller udstrålende smerter i arme, ben eller ryg. Somme tider forekommer halvsidig ansigtslammelse, ikke mindst hos børn. Hvis leddene er påvirket, viser det sig oftest som tilbagevendende smerteanfald og opsvulmning af enkelte led. Oftest rammes et stort led, som f.eks. knæ-, ankel-, albue- eller håndled. Smerter i fingrenes småled er ikke typisk ved borrelia-infektion. Antibiotika anvendes med god virkning ved behandling af borrelia-infektion. Det er vigtigt at starte behandlingen så hurtigt som muligt.

 

Kilde: Statens Serum Institut sygdomsleksikon_Borreliose